Fuerteventura-Info.dk

Rejseguide til Fuerteventura

Sejlads og bådture

Det er heldigvis sådan med øer at de har det med at være omgivet af en masse vand. For Fuerteventuras vedkommende er der muligheder både for klart, stille vand og det mere udfordrende, med både stærk strøm og frisk vind. Samtidig er der fine temperaturer og solskin året rundt.

 

Selvom forholdene således er ideelle for sejlads, er der ingen tvivl om at det er surfing af diverse art, der er langt den mest populære vandbaserede aktivitet på øen. Måske skyldes dette at der trods mange udmærkede havneområder ikke er så mange steder, hvor man kan ligge i læ for anker. Der er dog planer om at bygge en reel lystbådehavn i nærheden af Corralejo.

Der er adskillige sejlskoler på øen - se efter opslaget 'Escuela Nauticas' - der primært henvender sig til de lokale. Man kan også tage timer på disse skoler som turist i området.

Kommer man til øen med eksisterende sejlerevner, kan man også leje en båd, så man selv kan tage ud et smut. Små katamaraner er meget populære her, og kan lejes flere steder på øen. Husk at medbringe sejlbevis, ellers får du ikke lov til at leje en båd, akkurat lige som du ikke kan leje bil uden kørekort.

Hvis man gerne vil nyde sejlturen på turistfacon, kan man også skrive sig op til en tur som passager, hvor man kan læne sig tilbage og nyde godt af fuld forplejning. På turen kan man være heldig at se delfiner, havskildpadder og flyvefisk. Flyvefisken er egentlig en planktonæder, der er byttedyr for tun. Tun er en yderst hurtig og kraftfuld svømmer, så flyvefisken nyder godt af sin evne til med halen at slå sig gennem vandspejlet og så svæve af sted med sine ekstraordinært store sidefinner - den flyver ikke, men falder med stil - og slå ned i vandet igen et stykke borte. De fleste rovfisk er synsstyrede, og så snart de ikke længere kan se byttet, standser de jagten.Sejlads omkring Fuerteventura. Foto: Francesco Crippa Sejlads omkring Fuerteventura. Foto: Francesco Crippa

Der er et rigt fiskeliv omkring Fuerteventura, med arter både fra den tropiske, tempererede og øhavspaletten. Man kan derfor også booke sig ind på en fisketur, også selv om man ikke lige har taget grejet med sig på ferie. På den måde kan man sende far og søn ud og forsøge sig med stang og hjul, måske med drømmen om at tage en blue marlin eller i hvert fald en barracuda, denne sydhavenes overdimensionerede gedde, mens mor og datter snupper endnu en omgang i butikkerne, afsluttet med en times tid eller mere på den helt rigtige café med en læskende drik og det sidste nye inden for magasiner. Når dagen så er slut, kan man mødes til middag på en af øens mange dejlige restauranter, fiskerne med kameraet fyldt med billeder fra turen og de mange fangster, og shopperne med historier om de mange kup, der kan gøres lokalt.

Faktisk behøver man ikke bevæge sig ud på vandet, for at se fisk. De fleste havne har et forbavsende rigt opbud af diverse arter. Hvor man i en dansk park fodrer ænderne med brød, kan man på Fuerteventura hente et brød hos bageren, gå ud på molen, og så se, hvad der byder sig til, når man smider stykker i. Selvfølgelig er der altid mågerne, men også for os danskere ganske eksotiske fisk, og endda blæksprutter. Efter solnedgang kommer der  tit store djævlerokker ind i havnene.

Der er også mulighed for ekskursioner med både med glasbund, gennem hvilken man kan have held til at se ganske mange eksemplarer af områdets righoldige fiskeliv. Dog må der ikke fiskes fra disse både!

 

You are here: Home Oplevelser Sejlads og Bådture