Fuerteventura-Info.dk

Rejseguide til Fuerteventura

La Pared

Helt tilbage i 1966, da de første store turisme-booms bragede hen over det sydlige Europa, besluttede man at La Pared skulle være en eksklusiv turistby. I vore dage består byen af små bungalows, et hotel og nogle private beboelser.

Man finder La Pared på den nordvestlige kystside af Jandia. Byen er navngivet efter den stenmur, der efter overleveringen delte øen i to dele, Maxorata og Jandia.

 

Byens vandforsyning kommer fra de naturlige grotter i bjergene. Da det samtidig er tyngdekraften, der skaffer vandet til byen, snarere end pumper, er dette en yderst lavteknologisk og billig måde at skaffe vand på.

I forhold til infrastruktur er de væsentlige færdselsårer færdiggjort, men turen ned til stranden kræver dog stadig forcering af en grussti. Når man går på den, kan man så gå og tænke over forskellen på lavagrus og det på en dansk strandsti forekommende smågrus.

I området finder man blandt andet nogle herlige restauranter, der især må siges at være attraktive for fiskespiseren. Som på alle andre øer, har man på Fuerteventura udviklet en serie fantastiske egnretter, med fisk som det væsentligste islæt. Og på grund af beliggenheden ud for den afrikanske nordvestkyst, er udvalget af fisk noget anderledes, end vi kender fra fiskeforretningen derhjemme. Der er også en golfbane til øvelsesspil, og sågar en rideskole. En af restauranterne har en fantastisk udsigt over kysten, en stor swimmingpool med rutsjebane og en legeplads til børnene. Når man har spist, kan man så sidde og hygge sig på terrassen, eller tage en spadseretur ned til stranden. Om aftenen kan man nyde den fantastiske solnedgang.

Kysten ved La Pared. Foto. dirk/flickrKysten ved La Pared. Foto. dirk/flickr
En ting, der gør La Pared ganske speciel er det enestående mikro-klima, med meget små udsving i de gennemsnitlige temperaturer. Hører man derfor til den store gruppe af mennesker, for hvem pludselige klimaforskelle er ubehagelige - hertil hører eksempelvis de fleste gigtpatienter, uanset alder - er La Pared et glimrende valg. Stabilt, forholdsvist varmt og tørt klima er lige sagen for et gigtplaget legeme. Lidt let motion oveni for at holde gang i led og sener, så er sådan en ferie en fantastisk lise for legeme såvel som sjæl.

Den nærmeste større by, Costa Calma, ligger blot 5 km væk. De fleste kan formodentlig snildt gå dertil, hvilket også vil betyde en spadseretur tværs over øen på dens smalleste sted. Afsæt en god time til turen, i hver retning og sørg som altid for at medbringe tilstrækkeligt med væske til hver person.

Samtidig med at være en rolig, ja vel nærmest stille, by, egner La Pared sig også til diverse aktiviteter. Uanset om man er til vandring, cykling, ridning eller vandbaserede aktiviteter, så er det her alt sammen. Stranden indbyder til windsurfing, men ikke almindelig badning, da der er en stærk understrøm. Også her er der både surfingskole og udlejning af diverse surfingrelateret udstyr, ligesom man med lethed kan finde sig et stykke uforstyrret strand. Som overalt på Fuerteventura er det også her muligt at tilgodese lige nøjagtig de interesser, man måtte have på dagen. Hvad enten man er indstillet på at ligge fladt på ryggen for at nyde solen, eller fladt på maven for at nyde bølgen, så er der frit valg.

 

 

 

You are here: Home Byer/Områder La Pared