Golf på Fuerteventura
Golf er en sportsgren, der stormer frem i hele verden. Tidligere tiders opfattelse af spillet som forbeholdt de mere velbeslåede med masser af tid til overs, høj cigarføring og mere eller mindre skumle aftaler indgået ved det 17. hul er stort set forsvundet.
Glæden ved at slå en lille kugle rundt på en græsplæne og ned i et hul i jorden med en lang kæp er en yderst populær sportsgren på Fuerteventura. Og hvem kan forestille sig noget bedre, end at spadsere rundt på en grøn plet, omgivet af fantastiske udsigter på alle sider, mens man fordriver tiden med sin foretrukne aktivitet?
Her følger en kort gennemgang af banerne på øen.
Golf i Caleta de Fuste:
Øens første bane blev anlagt i Caleta de Fuste (Costa Caleta). Dette er en virkelig fin bane, designet af Juan Catarineu. Banen blev anvendt til Spanish Open i 2004, hvilket er noget af en præstation for en bane, der blev indviet i 2002.
Selv om Fuerteventuras klima er karakteriseret ved masser af sol og kun lidt regn, er banen kendt for sine smukke greens. Vinden, der ofte springer, er en udfordring for selv de bedste spillere. På banen er der tre søer og andre naturlige forhindringer.
Hvis man ikke lige er ude på banen, kan man nyde godt af det 5-stjernede klubhus, Elba Palace Golf Resort Hotel, hvor man også finder en pro shop og klubbens faste PGA pro. Der er en driving range med 50 pladser, chipping bane, øve-bunker og en putting green. Man kan endvidere leje køller og golfvogne.
Hele banen er anlagt omkring en serie luksusvillaer, adskillige af hvilke kan lejes i forbindelse med deciderede golf-ophold.
Golf i Las Salinas
Den anden bane, der blev indviet på øen, blev anlagt ved siden af den første i Caleta. Denne bane er primært skabt for ferie-spilleren, men kan også anvendes af den mere erfarne spiller. Den er i det hele taget en smule mindre krævende, hvilket gør den mere all-round attraktiv. Som i Caleta er også denne bane overordentligt velholdt.
Banen er en par 70. Til banen hører et klubhus, en pro shop, leje af golfvogn - hvad enten man vil køre eller trække - og køller, cafeteria, restaurant og omklædningsrum med brusebade og aflåselige skabe.
Golf i Las Playitas
I 2010 indviede Las Playitas de sidste 9 huller, der krævedes for at kunne tilbyde en golfbane i fuld størrelse. Dette er en yderst veldesignet og krævende bane. Klubbens PGA pro taler både engelsk, spansk og tysk. Udover selve banen er der også en driving range med 30 pladser og diverse andre faciliteter. Da Las Playitas i bund og grund eksisterer for at tilgodese de sportsinteresserede, er der utallige andre aktiviteter, man kan deltage i i dette område.
Golf i Corralejo
Syd for Corralejo, i Parque Natural, ligger en 9-huls bane ved navn Mirador de los Lobos Golf. Udover selve spillebanen er der også putting/chipping greens og net opsat til øvelsesslag.
Golf i Jandia
Der er endvidere en bane planlagt i Jandia, der skulle være åbnet i marts 2012, men det er i skrivende stund ikke ganske klart, om den faktisk er åben endnu. Når den åbner, vil den efter al sandsynlighed være en 9-huls bane, men dog med en vis indbygget sværhedsgrad, da terrænet er forholdsvis krævende.