Fuerteventuras lokalretter og -drikke
Med den tiltagende turisme over hele verden, har det internationale 'ferie-køkken' udviklet sig til ofte at være en noget ensartet affære, hvor alle hotellerne serverer stort set de samme ting. Men når man nu er på ferie et sted, der er så fremmed fra det man kender, bør man næsten også prøve lidt fra den lokale kulinariske tradition. Her følger en introduktion til nogle af de egnsretter, man kender fra Fuerteventura.
| |
Som så mange forholdsvis isolerede steder, har kogekunsten på Fuerteventura udviklet sig i retning af det simple og årstidsbaserede, suppleret med en eller to grundpiller, der giver fyldet. En af disse er gofio, en form for groft, ristet mel. Dette bruges i snart sagt alle sammenhænge, eksempelvis som drøjde i supper og gryderetter. Man kommer det også i morgenkaffen og morgengrøden.
En anden spise, der giver god drøjde, er papas arrugadas con mojo, små 'rynkede kartofler' med enten mojo rojo (rød sovs) eller mojo verde (grøn hvidløgssovs). Den røde sovs kendes også som mojo picón, og er meget stærk.
Rynkede kartofler, der spises med skræl, koges i meget saltholdigt vand - før i tiden brugte man havvand - hvorefter man tørrer kartoflerne over svag varme, mens man ryster gryden, så alt vandet tørrer op og kartoflerne er dækkede af salt. Disse rynkede kartofler spises både til fisk og kødretter.
Papas arrugadas con mojo
Man kan også få batatas con mojo, søde kartofler med hvidløgssovs. De søde kartofler og den meget stærke hvidløgssovs er en spændende smagskombination.
Til morgenmaden (desayuno) nøjes de lokale som oftest med en café con leche (kaffe med mælk) og en dulce (en art wienerbrød). Churros er en yderst populær version, en art butterdejswienerbrød, der smager glimrende fra friturebadet og dyppet i chocolate callente (varm kakao) eller kaffe med mælk.
Til gengæld for den beskedne morgenmad, får øboerne sig gerne en kraftig frokost, almuerzo. Man begynder at spise mellem kl. 13.00 og 14.00 og i weekenden kan dette måltid strække sig til langt ud på eftermiddagen. Alt hvad man har i køkkenet bliver sat på bordet, og så spiser man, hvad man lige har lyst til.
På søndage og helligdage laver de restauranter, hvor de lokale kommer, en særlig form for sammenkogt ret, puchero. Den indeholder flere forskellige slags kød - traditionelt 7 - og diverse grøntsager, primært gulerødder, kartofler, majs, hvidkål og kikærter. Grøntsagerne koges for sig selv i saltet vand. Tit blandes afkoget med gofio, der så spises sammen med måltidet.
Man kan også prøve rancho canario, der består af kikærter, nudler og kartofler, sammen med baconfedt, oksekød og kylling.
Potaje canario er en grøntsagsragout, som oftest baseret på linser eller kikærter, og er en meget fyldig forret.
Når man er på en ø med et særdeles frodigt hav omkring, er det ingen overraskelse at man kan få alskens fiskeretter. En tur på det lokale fiskemarked kan altid anbefales, det er de mest utrolige arter, man ser.
Da øerne jo hører til Spanien, kan man naturligvis også få tapas, disse små hapser af alle mulige slags, som enten kan gøre det ud for perfekte snacks sammen med en drink, en herlig forret, eller endda hele måltidet. Tapa betyder egentlig 'låg'. Før i tiden fik alle, der bestilte en drink, et glas med en lille tallerken ovenpå, med en lille lækkerbidsken.
Inden for kødverdenen anbefales det at prøve de to lokale kødspecialiteter, conejo en salmorejo, vild kanin i lage, og cabrito, stegt ung-ged.
Hvad angår drikkevarerne kan man gå efter personlig smag, der er ingen mangel på de kendte mærkevarer, men man kan selvfølgelig også prøve de lokale ølsorter og vine. Begge dele siges at være kendetegnet ved en friskhed og lethed, der perfekt matcher de fremherskende klimaforhold - der er næppe noget værre end en rigtig tung vin, når man i forvejen er lettere udmattet af varme og et solidt måltid af den lokale kost.
