Fuerteventuras Historie
Få et indbilik i Fuerteventuras historie. I denne artikel vil du kunne læse om den forhistoriske del af Fuerteventura, den mere moderne historie, samt om de forskellige bosættere og besættere på øen igennem årene fra 1402 og frem. denne artikel vil vi give dit et indblik i Fuerteventuras historie.
Forhistorisk om Fuerteventura
Inden de europæiske bosættere kom til De Kanariske Øer, var de befolket af et primitivt folkeslag. Der er ikke helt enighed om, hvad disse skal kaldes, men på øerne kalder man disse forfædre 'guanches', selv om dette strengt taget refererer til en specifik stamme på Tenerife.
Ordet 'mahorero' anvendes den dag i dag til at beskrive folkene på Fuerteventura. 'Maho' er et oldgammelt ord for en type sko lavet af gedeskind, der blev båret af de oprindelige beboere.
Analyser af forhistoriske ruiner og levn synes at pege på at disse folk ankom til øen fra Nordafrika. Dette understøttes af sammenfaldet mellem stednavne, der stammer fra før den spanske indflydelse, med det sprog der tales af berberne.
Fuerteventura var tidligere kendt som Herbania, muligvis som en reference til det omfattende planteliv, der dække øen i ældgamle tider. Det kan være ret svært at tro på, når man ser ud over det sandede, klippefyldte ørkenlandskab. Det er måske mere sandsynligt at ordet stammer fra det berberske 'bani', der betyder mur. Der var faktisk en lav mur tværs over øens smalleste sted, fra La Pared (der betyder 'muren' på spansk) og over til øskysten, der delte øen i to kongedømmer.
Den nordlige del, Maxorata, blev regeret af Guize. Den sydlige del, Jandia, blev regeret af Ayoze. Begge blev rådgivet af to præstinder, som var mor og datter, Tibiabin og Taminante.
Det menes at der var tale om polygame samfund, hvor hver kvinde havde tre mænd i gennemsnit.
De levede af fisk og skaldyr, ost, mælk og kød fra geder, og 'gofio', fintmalet, ristet bygmel. Alle disse ting kan findes på supermarkedets hylder den dag i dag.
De boede i grotter eller jordhuler, og man har fundet og udgravet flere af disse. Herved har man også fundet tidlige værktøjer og lertøj. Som hos så mange andre fortidige folk havde man også her et rigt spirituelt univers. Graveringer af religiøse symboler på Mount Tindaya viser at det engang var et helligt bjerg.
Besættere og bosættere på Fuerteventura
Som det har været tilfældet så mange andre steder, var det ambitionen om at omvende hedninge og håbet om at finde guld, der førte til den spanske overtagelse af øgruppen.
Faktisk var det i første omgang franskmanden Jean de Bethencourt, som i 1402 invaderede Fuerteventura. Det gjorde han med 280 andre franskmænd, men det tal blev hurtigt nedbragt til godt 60, som et resultat af desertering. Siden skiftede de Bethencourt fra den franske til den spanske side, nærmere betegnet kongen af Kastillien, ved hvis hof Bethencourt havde familie. På den måde kunne han bruge Sevilla og Kastillien som basis for yderligere rekruttering.
Jean de Bethencourt
Hermed blev øen gjort spansk, og der forbliver kun nogle ganske få stednavne med fransk islæt, og selv de er hen over årene 'for-spansket'.
Ikke før i 1405 blev øen endeligt erobret, hvilket i høj grad skyldtes de to præstinder, som overtalte Ayoze og Guize til at overgive sig og lade sig døbe. De fik hver især noget land og blev fritaget for at betale tiende og skat i 9 år. Det formodes at størstedelen af den oprindelige befolkning forblev på øen, på grund af de mange ord fra dengang, der stadig findes i det lokale sprog.
Nu kunne øens udvikling for alvor tage fart, og som det første blev der oprettet en hovedby, Betancuria, hvilket er den nuværende variant af Bethencourt. Denne lå i en frugtbar bjergdal, hvor den var mindre udsat for angreb fra pirater, end en by på kysten ville have været. Øens første kirke, Santa Maria de Betancuria, blev bygget her. Der blev opkrævet skat, 10% til kirken og 20% til øens hersker.
Da Jean de Bethencourt forlod Fuerteventura og rejste hjem til Normandiet, overlod han øen under sin nevøs kontrol. Ved diverse salg og arvesager gik øen fra hersker til hersker, indtil den blev overtaget af familien Herrera-Peraza, som beholdt ejerskabet i de næste tre århundreder. Disse var ikke fredelige tider.
Portugal havde et godt øje både til Lanzarote og Fuerteventura, og forsøgte i 1460 at invadere dem. Samtidig lå der en fristende adgang til en værdifuld ressource ganske kort derfra - slaver. Der blev foretaget adskillige togter til fastlandet, hvor man hentede slaver, kameler og andre husdyr. Dette blev dog taget ilde op af maurerne, som foretog talrige hævnangreb. I et af disse angreb blev øen raseret. Kirken i Betancuria blev brændt ned, landsbyerne plyndret, der blev taget mange fanger, og krævet heftige løsesummer for at frigive dem fra fangekældrene i Fez.
Efter at have strittet imod i årevis, blev Gran Canaria erobret i 1483. Dermed var Fuerteventura, der jo havde sit eget feudale system, højere skatter og et efterhånden temmelig ugæstfrit terræn, mindre interessant for bosættere. I den efterfølgende periode var øen stort set sat udenfor den økonomiske udvikling i området, og Gran Canaria og Tenerife blev knudepunkter for handelen med Europa og Amerika (nord såvel som syd).
I 1708 blev der oprettet et militært Regiment, ledet af obersterne (coroneles). De havde betydelig magt, og udpegede blandt andet borgmesteren. Enhver, som sagde dem imod, blev eksileret. I over hundrede år blev der arrangeret ægteskaber mellem obersternes børn, for at bevare magten i en lukket kreds. Casa de Los Coroneles står tilbage som et minde om byens fordums militære pragt.
I 1808 blev byen Antigua hovedstad for en kort periode, men især fikspunkt for modstanden mod det feudale styre, der var særlig stærk i øens sydlige del.
Herefter fulgte en konfliktfyldt tid, hvor tilhængerne af obersterne og det feudale styre i nord stredes mod systemets modstandere i syd. I 1835 blev systemet ophævet, og der blev oprettet seks administrative distrikter. I 1820 var havnebyen Puerto de Cabras blevet udpeget til øens primære havn, og i 1835 blev den til øens hovedstad. Den hedder nu Puerto del Rosario.
Moderne tider på Fuerteventura
De Kanariske Øer opnåede selvstyre i 1912.
La Parad, Fuerteventura. Foto: vngrijl/flickrI 1927 blev Fuerteventura og Lanzarote indlemmet under provinsen Gran Canaria. I 1940 blev der anlagt en lufthavn lige vest for Puerto del Rosario, på vejen til Tindaya. Den kan ses den dag i dag. I midten af 1960'erne tillod General Franco at turismen ankom til Fuerteventura, og den nuværende lufthavn ved El Mattoral og de første turisthoteller blev opført. Det helt store turistboom, der ramte Lanzarote og Gran Canaria i 50'erne og 60'erne, nåede først for alvor frem til Fuerteventura i 80'erne. Af samme grund er turistområderne på øen af forholdsvis nyere dato. Turismen er så langt øens vigtigste erhverv, omend der også er indbyggere, som beskæftiger sig med fiskeri og landbrug. Mange tror fejlagtigt at De Kanariske Øer er opkaldt efter fuglene af samme navn. Men det er faktisk omvendt. Alle verdens kanariefugle nedstammer fra de fugle, som de spanske Conquistadorer fandt på øen i det 15. århundrede. Mange af disse blev indfangede og bragt tilbage til Europa som kæledyr, og de blev snart yderst populære, både på grund af deres farver, men ogå deres smukke sang. Det menes at Gran Kanaria oprindeligt blev navngivet af Kong Juba II af Mauritanien (25 f.Kr. - 25 e.Kr.), da hans ekspedition til øen ikke fandt nogen mennesker men til gengæld vilde hunde, hvorfor han navngav øen efter det latinske ord for hund, canis. Med andre ord er der tale om en fugl opkaldt efter en ø, og en ø opkaldt efter en hund - uden navn.
